Arrild sogns genforeningssten

Søndag den 6. marts 1927 blev genforeningsstenen i Arrild afsløret, hvor digteren Peter Kjær ved den efterfølgende fest i forsamlingshuset holdt en tale med citater fra egen digtning.
Indskriften på stenen lyder:

MINDE
OM
GENFORENINGEN
1920

Peter Kjær havde været initiativtager til rejsning af genforeningsstenen, som også var en protest fra ham, denne danskhedens forkæmper, mod enkelte udtalelser om, at genforeningen var et tvivlsomt gode.

HØNNING

Genforeningssten i Hønning by, Arild sogn, Tønder kommune
Genforeningsstenen står ved krydset Arnumvej og Rømøvej, Hønning by, 6520 Toftlund.
Den 10. februar 1923 blev genforeningsstenen i Hønning afsløret af lærer R. Udengaard, der bl.a. udtalte: Så er vi atter samlet til fest. Denne gang for at afsløre en sten og mindes afstemningsdagen for tre år siden, som bragte os hjem til gamle Danmark…… Husker I, da vi på genforeningsdagen med flag ved flag gik op på Peter Møllers mark, hvorfra Ribe Domkirke kan ses, og afbrændte et mægtigt glædesblus… Og vi vil heller ikke glemme de danske mænd og kvinder, som i dag lever under vanskelige kår sønden Kruså og Skelbæk….

Efter forslag af lærer Udengaard indhuggedes ovenover to korslagte dannebrogsflag årstallet
1864
Og derunder:
RET FOR MAGT
10 FEBRUAR
9 JULI
1920
Det nederste årstal kan ikke mere erkendes. Formentlig er det “sunket” i jorden.

Stenen blev i sin tid fundet på en mark tilhørende gårdejer Martin Birk, Fiskholm.